Ej, nu skal du høre en god historie. I dag da jeg hentede Mathilde i børnehaven, trak en af pædagogerne mig til side. Hun ville lige tale med Mathilde og jeg om noget.

I sidste uge, var der bedsteforældredag og mange af børnene havde deres bedster på besøg. En af de andre børn, havde en bedstefar på besøg. Han sidder og læser for de to piger, da Mathilde pludselig siger: “Min mor slår mig”. Bedstefaderen bliver noget befippet og Mathilde fastholder at hun bliver slået hele tiden.

Denne bedstefar kan simpelthen ikke slippe tanken om det her arme barn, der bliver slået hele tiden. Så kan ringer til sin datter, som er mor i børnehaven og beder hende tage affære.

Pædagogen kunne dog berolige med at jeg ikke slog mit barn. Hun talte med Mathilde, som gladeligt indrømmede at hun havde sagt det, selv om det ikke passer.

Jeg blev da godt nok lettere overrasket da pædagogen fortæller mig dette. Men pædagogen sagde at der ikke var noget grund til at piske en stemning op. Hun ved at Mathilde er i en alder, hvor virkelighed og fantasi fylder omtrendt lige meget. Mathilde har også sagt til sin pædagog at jeg ikke slår. Omvendt har pædagogen fortalt at man ikke må sige noget, der ikke passer.

Nu har jeg haft en snak med hende og hun snyder ikke mere, siger hun.

Nå, nu er det ude af mit system og jeg kan grine af det. Pædagogen sagde også at der ikke var grund til andet…

Lille møgunge….