Jeg  har lige haft besøg af mine dejlige børnehavehavebørn. Nu er de gået tilbage til børnehaven med maverne fulde af kage og saft.

Jeg skal jo snart starte på arbejde igen. Den 30. er det slut med at gå hjemme. Det er nu dejligt nok at vide at man skal igang igen. Selvom jeg ikke troede at jeg ville blive klar på 14 dage siden. En infektion, satte mig midlertidigt ude af spillet.

Jeg er nu der hvor jeg spiser alm. mad. Bortset fra sukker og fedt. Jeg ved ikke om jeg kan tåle det. Men der er jo ingen grund til at undersøge det, når nu jeg godt kan undvære det. Jeg kan spise ca. hvad der svarer til en deciliter. Kommer der mere ned. Ja, så kommer det overskydende altså op igen. Det har jeg prøvet et par gange, hvor jeg har spist for stærkt. Jeg synes ellers at jeg er ved at have fod på det. Så er der jo alle de dejlige bivirkninger. Minus 25 kg. For stort tøj osv.

Jeg tror på det!

Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg jo have gjort lidt mere opmærksom på hvordan jeg egentlig havde det da jeg skulle hjem fra eira. Men jeg fik da tikket mig til nogle kvalmepiller og så var det ellers ind på bagsædet af Brians bil. Turen hjem kan bedst beskrives som noget man har prøvet når man havde drukket alt for meget og man sad i taxien på vej hjem. Bede og håbe på at man ikke ørler ud over det hele. Brians arbejdstaske blev min trofaste krammeven. Jeg lukkede bare øjnene og ønskede at Brian havde lidt mere Edward Cullen-agtige køreegenskaber, så vi kunne komme hjem på et splitsekund.

Men, for der er jo altid et men. Mathilde skulle jo lige samles op i Herning. Jeg tænkte at det var da nog fint med en pause. Jeg kom ud at Brians bil på en meget lidt elegant måde, men hvem kigger da også i de pæne villekvaterer i Herning og omegn?

Så kom jeg ind i varmen. Puuuh…. Svimle svimle. Fik vist hurtigt nænt noget om at jeg liige gik ud i bilen igen. Der sag jeg så og ventede på at Brian fik sat Mathilde ind i bilen. Hun syntes jo at det hele gik lige efter hendes hoved. Hun havde fået Macdonalsmad og måtte sidde på forsædet hjem. Jo, der var ikke et øje tørt.

Men afsted på landevejen igen. Endelig var vi hjemme. Jeg kunne ikke rigtig finde ro og valgte at lægge mig i Tonjes seng, fordi den kan hejse hovedgærdet. Så kom Brian og plagede mig med alt muligt om at drikke og spise og tage piller. Mere følger om lidt… mine pøllefingere sover nemlig

I tågerne mærker jeg kun smerte. Smerte som i S M E R T E. Alt gør ondt. Jeg vil bare ud af sengen. Jeg hører slet ikke at lægen råber mit navn og beder mg om at trække vejret dybt. Jeg skal jo for fanden ud at gå. Det må være min underbevidsthed der driller. For det hjælper nemlig at komme op og gå, så alt det luft de har pumpet ind i maven kan komme ud. Jeg sanser virkelig ikke noget som helst.

Så kommer der en læge eller sygeplejerke. Ved ikke hvad hun var. Men hun spørger om jeg virkelig allerede er klr til at gå? Det mener jeg åbenbart, for jeg vil hive i dynen og så får jeg hevet droppet ud. Med ud kommer der en mindre blodpøl, som gør sengen ret klam. Jeg tænkte bare… Fedt så er det da væk. I min kæmpe koger, havde jeg ikke indset at jeg jo nok skulle have noget mere væske. Så hun kom igen med rullevognen, så begyndte hun ellers at jage nålen ind hist og pist. Den gode i håndleddet var jo ligesom udelukket nu. Så kom jeg da i tanke om at jeg havde en god en indvendig i albuen. Jeg ved ikke hvor det klarsyn kom fra, men vups, så var jeg i gang med at blive vandet igen.

Mit kingsize tøj blev også afmonteret. Jeg svedte som jeg ved ikke hvad. Men jeg kom da nogenlunde til mig selv. Så skulle jeg ud at gå. Gik lige lidt med Brian op ad gangen. Men jeg var SÅ slatten at jeg røg lige på hovedet i seng igen. Senere forsøgte jeg mig igen. Sygeplejersken kom og skiftede mit sengetøj. Jeg spurgte om jeg kunne få nogle nye bukser. Det hørte hun åbenbart ikke. For så kom hun med en smørre om at det altså ikke var fordi hun var sippet, men hun ville altså helst ikke have mig til at rende ude på gangene uden bukser. Jeg kunne jo bringe de øvrige patienter eller pårørende i forlegenhed. Så blev jeg lidt stram, men spurgte meget sødt, om hun så ikke ville finde de bukser jeg lige havde efterlyst.

Resten af aftenen og natten var ikke nogen udsøgt fornøjelse. De ville bare have mig til drikke hele tiden. Det var ikke noget der sagde mig noget som helst. Men jeg drak da pligtskyldigt de små zip jeg skulle. Men de var godt nok efter mig.

Jeg fik målt mit blodtryk et par gange, da der åbenbart havde været lidt halløj med min puls da jeg vågnede af narkosen. Hende der havde lagt det nye drop snakkede lidt. Hun var imponeret over at jeg havde taget alt det der drophalløj i stiv arm. Men havde jeg andre options?

Hun forklarede mig om de tinge jeg skulle huske når jeg kom hjem. Så begyndte hun at fable om morgenmad og stillede så en skål yougurt foran mig. Tak, men ellers tak. Så lå jeg der med dårlig samvittighed. Jeg vidst jo godt at der skulle noget ned i den der nye mave. Jeg slikkede et par gange på skeen, mens jeg overvejede om jeg skulle liste ud i toilettet med resten. Men jeg lod det være.

Så kom der endnu en flink lægemand og udskrev mig. Han hilste mig fra de to tryllekunstnere, der ikke blot havde givet mig en ny mave, men også lært mig hvad smerte egenlig er. Jeg vidste jo at jeg nok ville blive udskrevet kl. 9.00. Jeg blev i sengen og ventede på Brian. I mens så jeg hvordan alle de andre der blev OP samme dag som mig, gå hjem med store smil på læben. Selv følte jeg mig som en, der havde været igennem en vridemaskine. Jeg håbede blot på at de ikke kom og tvang noget mad i mig.

Så kom Brian og jeg blev udstyrret med en drikkecultura og en flaske vand til hjemturen. Så gik det ellers hjemad.

Det vil jeg skrive lidt mere om i morgen måske….

Ej pjat, men jeg føler næsten at jeg sidder og at ved skrive en beretning  om et nyt liv. Men here it goes. Tag dig en smøg, en kop mokka, læg benene op.

Men som de fleste nok ved, stod det store slag i søndags. Jeg kunne godt mærke at jeg var lidt mere stille end jeg plejer. Tonje skrev smsér som jeg nok svarede lidt åndsfraværrende på. Hun skulle jo komme hjem samme dag, og til lejligheden var svoger og svigerinde udstyrret med fætter Ignis. Mathilde kørte vi op til kusine Freya og hendes mor og far i Herning. Hun fik sig hurtigt installeret og vi andre kunne drage vidre til eira. Vi var i god tid. Det var meget godt, for GPSen og jeg selv var ikke helt enige om ruten. Men vi kom ca. 15.40 og jeg skulle være der kl. 16.

Da vi kom, virkede der noget tomt, men det er jo klart -på en søndag. Men jeg spottede hurtigt en dame, som jeg havde skrevet lidt sammen med inde på et fedmeforum. Hun var blevet op. ved 12-tiden og sad glad og fro på sofaen i dagligstuen. Hun kunne ikke lige kende mig og spurgte om jeg var pårørende. Dertil kunne jeg sige, at jeg bare ventede på at prøve det sammen som hende. Vips, så kunne hun kende mig. Hun sagde at hun ville da ikke lægge skjul på at gjorde nas, men at hun følte sig godt tilpas nu.

Med mig selv stadig i fornægtelsesfasen (tænkte at der kunne da umuligt gøre SÅ ondt) gik jeg tilbage til venterummet og bladrede lidt i Brians SE & HØR. Så kom sygeplejersken og viste mig ind på min stue. Jeg fik en for mig selv. Totalt lækkert. Så fik jeg noget patienttøj. Altså okay… Jeg er da klar over at jeg er tyk, men det her outfit var helt enormt. Underbukserne var så store at jeg skulle holde dem oppe med et bælte. Men hun fandt et par i en lidt mere tækkelig udgave. Så de kører altså med to størrelser: Stor og større.

Jeg spørger også kækt om de er med i dagens program. Det er de mener sygeplejesken. Så jeg skal bare vente på min tur kl. 17.30 Jeg får en beroligende pille. Og bang så kommer der to læger. Det er de kunstnere der skal ommøblere min mave. Den ene er normand og jeg har fået at vide at han er svær at forstå. Men det er han nu ikke. Han spørger om jeg er motiveret for det her. Yes mester det er jeg, ellers sad jeg ikke her. Det var det eneste fornuftige jeg kunne få sagt. De spurgte om jeg havde nogle spørgsmål. Det havde jeg så ikke. Jeg fniser lidt over det hele og Brian når lige at sige at nu skal jeg ikke køre mig selv helt op.

Så kommer nakoselægen. Han spørger om dit og dat. Så letter han og siger at han kommer og henter mig om 5 min. Whoooot??? kl. var jo kun 16.30 og alle dem der skulle bede for mit liv, gik jo først i aktion kl. 17.30! Så Brian måtte lige komfirmere for mig at det altså var rigtigt nok hvad manden havde sagt.

Der går kun to½ min, så står nakoselægen iført pæn hat og alt muligt og siger at så er det nu. Puuh. Jeg går selv ind på OP stuen. Her står en dame og renser nogle enormt lange dingenoter med nåle på…. Nå, hurtigt videre. Jeg hopper op på lejet og det sødeste menneske kigger ned på mig. Jeg bliver forbundet til alt muligt maskiner og slanger. Så kommer droppet i armen og endelig en læge der ved hvordan man kringler den sag. I stedet for at forsøge alt muligt sjovt på oversiden af hånden, vægler han staks venen nede i håndleddet. Så no cry fra min side. Så kommer masken og sød dame stryger mig på kinden og pling! så sover jeg.

———- De næste to timer jeg jeg ikke redegøre for, men har modtaget nogle papirer der siger at jeg var en mønsterpatient, der opførste sig stabilt, havde pæne organer og på ingen måde havde gjort deres arbejde besværligt.————

Det næste jeg husker, er at nordmanden sagde til en eller anden, at alt var gået planmæssigt.  Forts. følger….

Puhh.. Nu er det virkelig tæt på. I morgen ved denne tid, skulle jeg gerne være udstyrret med en ny mave. Jeg vil ikke lyve og sige at jeg ikke er nervøs, for det er jeg.  Men jeg skubber det ligesom foran mig. Sikkert også derfor jeg ikke har pakket en skid endnu.

Men hey… Bare jeg har maven med, så går det vel ikke helt galt. Børnene er blevet udbudt til pasning og Brians brødre tager hver deres. Tonje skal nemlig hentes i Esbjerg, da hun kommer hjem med toget i morgen.

Jeg har egentlig ikke ret mange ord lige nu. Er lidt stille og eftertænksom. Men sidst på linjen vil jeg gerne takke alle jer dejlige mennesker, både her, på facebook og på sms. Jeg vil fandeme ikke undværre en eneste af jer. Overhovedet! Det skal i vide

Undskyld mit manglende nærvær på bloggen. Men Twilight-sagan er mit liv lige nu. Det er ynkeligt men sandt. Jeg får the blues når der ikke er mere at læse. Det nærmer sig. Den sidate bog er ved at være tygget igennem. Så overvejer jeg om jeg så skal læse dem på dansk, bare for at blive i universet lidt endnu.

Nå, nok om det… Jeg er  forresten så meget Team-Edward. Ej, nu skal jeg nok holde. Jeg har jo fået min OP-dato. Den 18. Oktober. Det er på søndag. Sjov dag ikke? Men der er travhed og alle dage tages i brug. Så jeg klager mig ikke. Jeg er nede på OP-vægten og er i det hele taget taknemmelig over at jeg ikke skal vente til uge 48.

Jeg er spændt, nervøs og alle mulige tanker hober sig op. Lige fra: Tanken om død eller mærkelige indvolde, der ikke kan sættes ordentligt sammen. Men jeg ved at det er normalt med disse tanker.

Men jeg begynder at huse en koloni af sommerfugle

Inde i min seng ligger der er lille furie på 5 år. Der er nogen der siger fem og nem.  Om lidt bliver hun vækket med fødselsdagssang og gave…

Tillykke min egen lille basse…

Nå, ja…. Jeg lever endnu. Jeg har dog ikke lige været så aktiv. Jeg er ved at have opbrugt reserverne. Trætheden har overmandet mig, og jeg kæmper for bare at hænge lidt sammen. Men jeg giver ikke op. I går var jeg ret tæt på at spise alt muligt mærkeligt oppe i Bilka, men jeg besindede mig og valgte i sidste øjeblik at gå ind i butikken mens de andre spiste. Det har jeg det rigtig fint med, især når vægten så viser et godt vægttab. Jeg fik en Nupobar på vejen hjem. Jeg har tabt 10.7 kg. og mangler nu lidt over 3 kg til det første mål er nået.

Det er det der holder mig oppe – og selvfølgelig min dejlige mand og børn. Dem kunne jeg ikke undvære.

Nu har jeg gennem et stykke tid luret med på diverse forums for fedmeoprationer. Det er godt med disse forums, hvor ingen spørgsmål er for store eller små. Men hvordan dælen har folk overskud til at blive ved med at svare folk på de samme spørgsmål igen og igen? Jeg sidder af og til og får lyst til at svare på en tråd, men tager mig selv i det. For jeg gider ikke at blive for afhængig af at sidde og sovse rundt derinde.

Mange  af dem der benytter forummet aktivt, vil sikkert sige at det er en måde at arbejde med sig selv på. Det tror jeg også de har ret i. Det er stort og flot af dem at de så gavmildt deler ud af deres oplevelser. Måske får jeg selv lyst og overskud til det en dag.

Min vægt knirker knapt så meget som den har gjort, i dag viste den 128.8 kg. For ikke så længe siden var jeg tæt på 140 kg. Heldigvis er jeg nu tættere på min OP vægt som er 123 kg.

Jeg glæder mig

Jeg var oppe ved min flinke lægedame i torsdags og hun forklarede at det jeg ikke selv havde regnet ud. Mit hjerte har noget med nogle takker der vender nedad i stedet for opad, men det er helt normalt.

Vi skal have gadefest i dag. Det bliver hyggeligt tror jeg. Jeg vil passe på hvad jeg spiser og går det helt galt, tror jeg bare jeg vælger at gå hjem.

Nu er jeg halvvejs mod målet nemlig operationen. jeg mangler 7,2 kg. Det er helt vildt at de første kg, er røget af så hurtigt. Men jeg er superlykkelig over det.