udfordring #9

Standard

 Jeg kaster mig ud i det! Jeg har taget den hvide sten ovre hos Iduna.

Jeg skal fortælle om noget jeg er stolt af at have gjort.

Jeg er stolt af at have fået 13 på pædagoguddannelsen. Det er ikke så meget resultatet, som selve processen for at nå dertil. Vi var en meget blandet klasse på seminariet. Vi var et par piger med markante holdninger. Jeg var nok mest den provokerende type. -Hende der altid stillede de omvendte spørgsmål, hende der kunne tale vores undervisere helt derud, hvor de blev skeløjede.

Jeg var også een de andre gerne ville være i gruppe med. Jeg har haft mange sjove timer på netop den konto. Men man kan også komme galt afsted. det gjorde jeg, da jeg skulle skrive speciale og endte sammen med en doven studiekammerat. Hold kæft jeg puklede. Men vi hev et 10-tal hjem. Og jeg lovede mig selv, at det var slut med grupperi med ham.

Jeg havde dog ikke tænkt på at vi havde samme linjefag og ellers altid var velfungerende makkere dér. Så da vi skulle til eksamen, valgte han en anden. Pludselig mærkede jeg hvordan det var at være alene. Jeg fandt dog hurtigt en anden gruppe. Eksamen gik fint. Det gjorde den også for ham og hams makker. Hun var een af mine yndlings hadestuderende. Altid korrekt og svarede ikke på noget, uden at hun havde læst en bog om det først.

Så da vi endelig stod foran den afsluttende socialfagseksamen, skulle posen rystes. Min tidligere makker, havde indlogeret sig i hadestudinens gruppe, og de havde så splittet en anden gruppe også. Resterne af den gruppe, bestod af piger, som jeg aldrig har haft noget særligt sammen med. Og modsatte holdninger havde vi også. Vores studievejleder kiggede noget, da hun så os komme ind af døren. Hun mente at det var en ren dynamitgruppe. Det var det også. Men vi knoklede, kunne ikke blive enige, blev enige, og uenige. Den sidste dag inden vi skulle aflevere syniopsis, var vi lige ved at gå kolde. Men vi fik flækket en synos sammen. Jeg lavede en lille folder om silsmissebørn, som vi skrev om.

Selv ved fremlæggelsen fik vi planlagt i nogenlunde god ro og orden. Eksamen blev gennemført, og for første gang stod jeg med en følese af, at jeg ikke vidste hvordan det var gået.

Vi kom ind og vores lærer havde ikke travlt. Hun drak lidt sodavand og smilede. Så sagde hun. “Det er værd at vente på, I får nemlig 13!” Jeg kan bare huske at jeg skreg. Det gjorde de andre også. Det var den eneste måde det kunne komme ud på. Så kom tårene og den totale forløsning. Selv lærer og censor fælede et par tårer.

Når jeg nogen gange tænker tilbage på seminairetiden, er det altid med en blanding af glæde og stort vemod. Men jeg må også sande, at ude i den virkelige verden tæller karakter ikke en dyt.

Men jeg vil sgu ha´lov til at være stolt!

denhvidesten-copy.jpg

Udfodring # 10: Fortæl om en afdød person, der har haft stor betydning i dit liv.

Hvem tager den? Tør du?

Reklamer

7 responses »

  1. Man skal da også have lov til at være glad for et supergodt resultat, og da i særdeleshed når man har knoklet så meget for det.

    Det er sgu godt gået :o)

  2. Ja, dyb respekt, du har dælme grund til at være stolt, det var en hård og givende proces du var igennem og dét kan du jo bruge positivt i din praksis:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s