Mit fødselsforløb part 2.

Standard

I tågerne mærker jeg kun smerte. Smerte som i S M E R T E. Alt gør ondt. Jeg vil bare ud af sengen. Jeg hører slet ikke at lægen råber mit navn og beder mg om at trække vejret dybt. Jeg skal jo for fanden ud at gå. Det må være min underbevidsthed der driller. For det hjælper nemlig at komme op og gå, så alt det luft de har pumpet ind i maven kan komme ud. Jeg sanser virkelig ikke noget som helst.

Så kommer der en læge eller sygeplejerke. Ved ikke hvad hun var. Men hun spørger om jeg virkelig allerede er klr til at gå? Det mener jeg åbenbart, for jeg vil hive i dynen og så får jeg hevet droppet ud. Med ud kommer der en mindre blodpøl, som gør sengen ret klam. Jeg tænkte bare… Fedt så er det da væk. I min kæmpe koger, havde jeg ikke indset at jeg jo nok skulle have noget mere væske. Så hun kom igen med rullevognen, så begyndte hun ellers at jage nålen ind hist og pist. Den gode i håndleddet var jo ligesom udelukket nu. Så kom jeg da i tanke om at jeg havde en god en indvendig i albuen. Jeg ved ikke hvor det klarsyn kom fra, men vups, så var jeg i gang med at blive vandet igen.

Mit kingsize tøj blev også afmonteret. Jeg svedte som jeg ved ikke hvad. Men jeg kom da nogenlunde til mig selv. Så skulle jeg ud at gå. Gik lige lidt med Brian op ad gangen. Men jeg var SÅ slatten at jeg røg lige på hovedet i seng igen. Senere forsøgte jeg mig igen. Sygeplejersken kom og skiftede mit sengetøj. Jeg spurgte om jeg kunne få nogle nye bukser. Det hørte hun åbenbart ikke. For så kom hun med en smørre om at det altså ikke var fordi hun var sippet, men hun ville altså helst ikke have mig til at rende ude på gangene uden bukser. Jeg kunne jo bringe de øvrige patienter eller pårørende i forlegenhed. Så blev jeg lidt stram, men spurgte meget sødt, om hun så ikke ville finde de bukser jeg lige havde efterlyst.

Resten af aftenen og natten var ikke nogen udsøgt fornøjelse. De ville bare have mig til drikke hele tiden. Det var ikke noget der sagde mig noget som helst. Men jeg drak da pligtskyldigt de små zip jeg skulle. Men de var godt nok efter mig.

Jeg fik målt mit blodtryk et par gange, da der åbenbart havde været lidt halløj med min puls da jeg vågnede af narkosen. Hende der havde lagt det nye drop snakkede lidt. Hun var imponeret over at jeg havde taget alt det der drophalløj i stiv arm. Men havde jeg andre options?

Hun forklarede mig om de tinge jeg skulle huske når jeg kom hjem. Så begyndte hun at fable om morgenmad og stillede så en skål yougurt foran mig. Tak, men ellers tak. Så lå jeg der med dårlig samvittighed. Jeg vidst jo godt at der skulle noget ned i den der nye mave. Jeg slikkede et par gange på skeen, mens jeg overvejede om jeg skulle liste ud i toilettet med resten. Men jeg lod det være.

Så kom der endnu en flink lægemand og udskrev mig. Han hilste mig fra de to tryllekunstnere, der ikke blot havde givet mig en ny mave, men også lært mig hvad smerte egenlig er. Jeg vidste jo at jeg nok ville blive udskrevet kl. 9.00. Jeg blev i sengen og ventede på Brian. I mens så jeg hvordan alle de andre der blev OP samme dag som mig, gå hjem med store smil på læben. Selv følte jeg mig som en, der havde været igennem en vridemaskine. Jeg håbede blot på at de ikke kom og tvang noget mad i mig.

Så kom Brian og jeg blev udstyrret med en drikkecultura og en flaske vand til hjemturen. Så gik det ellers hjemad.

Det vil jeg skrive lidt mere om i morgen måske….

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s