Når flodhesten svimler

Standard

Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg jo have gjort lidt mere opmærksom på hvordan jeg egentlig havde det da jeg skulle hjem fra eira. Men jeg fik da tikket mig til nogle kvalmepiller og så var det ellers ind på bagsædet af Brians bil. Turen hjem kan bedst beskrives som noget man har prøvet når man havde drukket alt for meget og man sad i taxien på vej hjem. Bede og håbe på at man ikke ørler ud over det hele. Brians arbejdstaske blev min trofaste krammeven. Jeg lukkede bare øjnene og ønskede at Brian havde lidt mere Edward Cullen-agtige køreegenskaber, så vi kunne komme hjem på et splitsekund.

Men, for der er jo altid et men. Mathilde skulle jo lige samles op i Herning. Jeg tænkte at det var da nog fint med en pause. Jeg kom ud at Brians bil på en meget lidt elegant måde, men hvem kigger da også i de pæne villekvaterer i Herning og omegn?

Så kom jeg ind i varmen. Puuuh…. Svimle svimle. Fik vist hurtigt nænt noget om at jeg liige gik ud i bilen igen. Der sag jeg så og ventede på at Brian fik sat Mathilde ind i bilen. Hun syntes jo at det hele gik lige efter hendes hoved. Hun havde fået Macdonalsmad og måtte sidde på forsædet hjem. Jo, der var ikke et øje tørt.

Men afsted på landevejen igen. Endelig var vi hjemme. Jeg kunne ikke rigtig finde ro og valgte at lægge mig i Tonjes seng, fordi den kan hejse hovedgærdet. Så kom Brian og plagede mig med alt muligt om at drikke og spise og tage piller. Mere følger om lidt… mine pøllefingere sover nemlig 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s